Saalbach er en ægte klassiker på det Østrigske skikort, og et af danskernes foretrukne skisportssteder. Saalbach er ganske enkelt et komplet skisportssted med alt hvad hjertet kan begære.


Skiløbet er legendarisk. Med 200 km sammenhængende pister over 13 bjergtoppe er det ikke så underligt. Pisterne er overvejende lette til middelsvære, og den fremragende pistepleje indbyder til cruising på højeste niveau. Her kan alle være med. Dagsturer rundt I systemet hører til dagsordnen. Da dette skicirkus er rigtig godt sammenbygget, er det største problem egentlig at vælge, hvor dagens tur skal gå hen. Man kan blive på syd – og sol - siden, og køre over toppene Bernkogel, Reiterkogel og Reichkendlkopf helt ud til Spieleckkogel og tilbage igen. Eller man tager nordsiden, med Schattberg og Zwölferkogel. Eller man kører hele turen rundt, enten den ene eller den anden vej. Endelig må man ikke snyde sig selv for en tur til Leogang.